Så fik jeg hørt nattergalen

Her til aften

Der hvor stien drejede

Langs den solrøde klostermur

Sad den med sin besynderlige sang

 

Dybest set er de jublende toneløb

Kun en smagfuld teknisk tildragelse

En statistisk parameters heldige frasering

Tilfældighedernes spil

 

Det fortæller man mig

Mens en ny bliver trukket op

Og går i selvsving

Der pustes liv i kalkule efter kalkule

 

Ved Esrumgård hørte vi endnu en

Imens en sjat aftensol

Skvulpede sig vej ind

under sjælens fløjdøre

For tænk

De åbnes udad

 

Længere borte

Ved det kondemnerede bistande

Tænkte jeg

Det må være solsorten

Og dine øjne sagde

Her lugter af ræv

 

Musvågen skreg

Men bedraget var knagende dansk

 

På vej hjem gennem skoven

Fik et skud mig til at tænke

På gasregningen

 

Næste skud løste op for problemet

Senere fortalte skovløberen

Bukkejagten var startet

 

 Langs vejen masede blomstrende kastanier

Ud over i guirlander

Råbukkene skreg

Zik zak i dødsforagt gennem skovbrynet

 

Sær er den flovhed der spærrer halsen

For pølser og øl

Under aftningens tvelys

Mens den tørre smag af gammel hønsegård

Gør mundhulen raspende læns for væde

 

Danmark du er et smukt hældende hus

I toneskæret fra nattergalenes vanvid.

 

Hjem igen